Et anderledes blog indlæg!

 

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

My son-in-law gave me this flower 3 years ago!

First picture's 2 years ago - 2nd picture: 1 week ago!

It's been a while since I've updated. Life is quiet. Life is enjoyed every day.

The days aren't always easy, but that's part of our everyday lives.

Lars has had a few transient blood clot again - as recently as a week ago.

A transient blood clot, often called a Transient Ischemic Attack (TIA) or "mini stroke", is a temporart blockage of blood flow to the brain, typically lasting only a few minutes to an hour. While symptoms disappear on their own, a TIA, is a medical emergency and a major warning sign of a future permanent stroke.

Right now Lars' yellow, has lost weight, is sleeping more and more. So we all know, the liver doesn't do its job!

The consensus among our gp, the hospital, Care Center's outreach group and our family is, that things are going as expected. Lars shall be at home, as long as possible, not treated - he shall be as comfortable as he can.

A lesson I have learned, and why I have not made as many updates as earlier:

Unfortunately - is not to tell everything. Not everyone has understood that this blog would show the way, for better or worse. Ups and downs.

What hurt the most, was a remark that was kind of this (it was a lot longer) "you have told several times that he has a year, 6 months, etc. left - but he is still alive!"

The pain of having some information, sharing it with you, knowing that we may not have much time left together - it is part of the journey. Circumstances change. The journey is no longer from A to B. I hope this make sense.

We are incredibly grateful for the extra time we have been given. Should I apologize for the fact that the love of my life, are still alive? It feels like it.

That we feel prayers for more time have been answered. Should that be apologized for? It feels like it.

Lars' memory is failing more, a notebook is now on the table beside him, for notes about where I am - so that Lars does not become more confused about, not being able to remember.

The dementia has taken a dip - a new plateau reached.

Gitte from the Nursing Home's out reach group, said last Monday:

There should also be dignity in not being able to remember!

On March 26, 2026, we became grandparents again. A beautiful little boy was born, Joseph Samuel. He is loved just like his wonderful big brother Mads Tristan. We love our children, our grandchildren, our son-in-law and daughter-in-law. - We feel so very blessed.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Der bliver længere imellem mine opdateringer. Livet er stille. Livet nydes hver dag.~Det er ikke altid dagene er lette, men der er en del af vore hverdag.

Lars har haft et par forbigående blodpropper igen - så sent som for en uge siden.

En forbigående blodprop i hjernen, kendt som TCI (transitorisk cerebral iskæmi) eller TIA (mini-slagtilfælde), eren midlertidig iltmangel, hvor symptomerne forsvinder af sig selv indenfor få minutter eller timer. Selvom symptomerne er kortvarige, er det et alvorligt forvarsel om en større blodprop.

 

Lige nu er han gul, så leveren ikke gør sit arbejde godt nok. Han har tabt sig, og han sover mere og mere.

Konsensus mellem vore læge, Sygehuset, Plejecentrets udegruppe og vores familie er, at tingene går som forventet.

Lars skal være hjemme, ikke behandles - Han skal have det godt, som han kan. 

Vi håber på en god sommer.

En lektie jeg har lært, og hvorfor der ikke kommer så mange opdateringer mere:

desværre er det ikke at fortælle alt. Ikke alle har forstået at bloggen, skulle vise vejen, på godt og ondt. Opture og det som ikke går godt.

Det, som gjorde mest ondt, var en bemærkning om, at "du har fortalt flere gange, at nu har han kun 1 år, 6 mdr mm. tilbage - men han lever da endnu! 

Det er en del af rejsen. Udtalelser fra læger, som sætter følelser i gang, har jeg delt. 

Smerten ved at vide,  nu sker det måske snart, dem har jeg delt, det er en del af rejsen. 

Omstændighederne ændrer sig. Rejsen er ikke længere fra A til B. Jeg håber, det giver mening.

At vi har fået mere tid, er vi ufattelig taknemmelig for. Skal jeg undskylde at mit liv og lys stadig lever? Det kan føles sådan.

At vi føler bønner for mere tid er blevet hørt. Skal det undskyldes? Det kan føles sådan.

Hukommelsen svigter mere, en notesbog ligger nu, til noter om hvor jeg er - så Lars ikke bliver mere forvirret over ikke at kunne huske det.

Demensen har taget et lille dyk - et nyt plateau er nået.

Gitte, fra Plejecentrets udegruppe sagde, sidste mandag:

der skal også være værdighed i ikke at kunne huske!

Som altid vil jeg slutte af med en positiv note. Denne gang er det noget helt særligt.

Den 26. marts 2026 blev vi bedsteforældre igen. En smuk lille dreng blev født, Joseph Samuel.

Han er elsket ligesom sin vidunderlige storebror Mads Tristan. Vi elsker vores børn, vores børnebørn, vores svigerbørn - vi føler os umådelig velsignet.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Efteråret kommer - Nej, Jul! Nej, et nyt år.

This post began September 2025

Outside everything is grey and dreary - but a small perennial, Sct. Hans urt (Sedum telephium) stands in the garden, quiet and calm, and testifies that everything is not over. 

Isn't that symbolic of how life is?

After a good life, we wither - but there is hope, that we to, shall bloom again. My faith is, in a life together again, as a family, after death. That we can stand together, grow together and bloom together. 

Lars has been hospitalized again, fortunately only briefly.

Kami and I went to Copenhagen for a few days, to go to our temple. 

We came home earlier than planned - and found Lars confused and bruised. It turned out that he had fallen in the bathroom. 

Trying to get up on his own, he fell 3 more times. I called the emergency doctor, and less than 15 minutes later an ambulance arrived.
Lars was scanned, and "fortunately" he had only suffered an concussion. We were allowed to take him home 6 hours later. We just had to check him every hour etc. 

Lars has been sleeping a lot. He has also had periods ,where he is confused and forgets what we're talking about. That is his dementia, we know that. He/we've been privileged that it has not been so bad before.
Lars has also begun to need help eating. Even with all this, he is in good spirit.
There has been a deterioration, we are aware of that. It hurts, even though we know that this is the way it's going.

2026 January

I had surgery in October. I had a stoma. After 12½ years of pain and countless surgeries, I have not stomach acke or and operation. My health  have been a shadow hanging over our family for so many years. 

I need transfusion of fluid every night, but that's nothing compared to how life was before. 
Imagine living in a country where we receive all the help we need. And we get it for free. It is fantastic, it is a blessing.

This January, Lars has had 2 episodes of hepatic coma, and he has also had fluid drained from his abdominal cavity. He is finally feeling better.

It is strange how one learns to live with the knowledge that next time it may be over.

Life on earth, is short, seen in an eternal perspective.
It must be lived, it must be loved, it must be explored and challenged. We must grow and mature: individually - and together.

Be safe - Love one anothe.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Dette opslag begyndte September 2025..

Alt er mørkt og trist - men en lille staude, Skt. Hans, står i haven, stille og rolig, og vidner om at ikke alt er ovre. Er det ikke sådan livet er?

Efter et godt liv, visner vi - men der er håb om at blomstre igen. Min tro er, på et liv sammen igen, som familie, efter døden. At vi kan stå sammen, vokse sammen og blomstre sammen. 

Lars har igen været indlagt, heldigvis kun kort.

Kami og jeg tog til København et par dage, for at tage til vores tempel. 

Vi kom tidligere hjem end planlagt - og fandt Lars forvirret og forslået. Det viste sig, han var faldet på badeværelset. I forsøg på selv at komme op, faldt han yderligere 3 gange. Jeg ringede til vagtlægen, og mindre end 15 min. senere ankom der en ambulance.
Lars blev skannet, og "heldigvis" var det kun en hjernerystelse han havde fået.
Vi fik lov til at tage ham med hjem 6 timer senere, mod at tjekke ham hver time mm. 

Lars har sovet meget. Haft perioder hvor han er forvirret og glemmer hvad vi har snakket om. Det er hans demens.  Han/vi har været privilegeret, at det ikke har været så slemt før.
Lars er begyndt at have brug for hjælp til at spise. Selv med alt dette, så er han ved godt mod. Men der er sket en forværring, det er vi klar over. Det gør stadig ondt, selvom vi ved, det er den vej, det går.

Jan. 2026

Jeg blev opereret i Oktober. Jeg fik en stomi. Det har været en omvæltning,  MEN 12½ år med smerte og et utal af operationer, er ovre. Ikke én gang, har jeg haft mavesmerter og ingen indlæggelse. Disse ting har været en skygge der har hængt over vores familie i så mange år.  Nu er der kun væskemangel og andre småting, men det er intet imod hvordan livet var før.  Jeg har nu selv lært at sætte væske op hver aften, før kom en sygeplejerske og gjorde det. Tænk at bo i et land, hvor vi modtager al den hjælp vi har brug for - og uden at skulle betale for det. Det er fantastisk, det er en velsignelse.

Den sidste måned har Lars har haft 2 omgange af leverkoma, og han er blevet drænet for væske i bughulen. Han er endelig ved at have det bedre.
Det er underligt, som man lærer at leve, med en viden om, at næste gang, er det måske slut.  

Livet på jorden, er kort, set i et evigt perspektiv. Det skal leves, det skal elskes, det skal udforskes og udfordres. Vi skal vokse og gro: hver for sig - og sammen.
Pas på dig selv - Elsk hinanden.

     

Et svært og alligevel et let indlæg

 

String Candle, old digi-stamp from  Beccys Place

This is probably one of the hardest blog posts I've made in a while. 

    Here at home we are very open about what is happening with Lars, everyone knows it, family members, our doctor, helpers etc.

    What we haven't told you, the readers, is that Lars has had blood in his urine for almost 3 months. A visit to the hospital changed our lives -  for a while.

    The head doctor told us that we shouldn't expect Lars would live, come Christmas.

    A bit of a message, since we had previously been told that he had about 2 years.

    Lars has opted out of all treatment now. Only what is needed to function in everyday life.

    This decision was made before the message at the hospital, but was further cemented based on the message he received from the head doctor.

We as a family probably felt that at the beginning it was right. Lars lost 6.5 kg in 10 days. He became a shadow of what he used to be.

But that changed. He had something he wanted to do - before it ended here on earth.

    Among other things, his greatest wish was to come to the Temple on Priorvej in Copenhagen one last time. Our son-in-law made it possible by driving Lars, Kami and I the long way to Copenhagen - and back home, the same day. It's a trip we still talk about . We will for ever be grateful to Aske and Kami for driving, and for their help throughout the day. An eternal memory was created this day.

    The trip did something for Lars. It gave him a light, a hope for experiences that were still possible.

    Lars woke up - and doubts about whether it was the right prognosis for the future crept under our skin. Yes, Lars IS sick, we know that. But the chief physician's words that we would be lucky if he was here for Christmas? Was it true?

    We know his time on earth is limited; but it really is for all of us: none of us knows the day we will leave here.

    Our daughter-in-law has been to doctor's appointments with Lars and me. I need extra ears to hear, so that I don't misunderstand - and so that I don't give the wrong information to the family - and you . In the future, Mia will therefore also read through my posts so that they are correct. Not that they weren't before, but the time ahead will be difficult, and it may be difficult to remember everything, and perhaps put things together correctly, because emotions will be put to the test even more.

    On Wednesday, our GP was at our home together with Home Care, Mia and Inger. Our general practitioner, Dr. Otto does not see Lars as terminal. He does not think that you can say that he is not here for Christmas - nor that he is! Everything is on the table, you can not promise anything - because Lars, like all of us, can be affected by an infection or something similar that he cannot fight. So, to set an timetable - it is difficult.

    It was a relief beyond comparison. It confirmed our growing gut feeling that the time frame was wrong. It was also confirmed that Lars decides whether he wants to be treated or not, should it become necessary to hospitalize him.

It was officially decided that Mia or Lars' sister Inger (if it is possible for one of them), will go with us to the doctor or hospital. It is also written in his medical record. It is a fantastic relief. We have 100% trust in them. Knowing that they'll be there is the best gift we could get.

Finally:

Lars is doing well, he has no pain, and is happy..

What I have learned:

Live life, Appreciate the gift that life is. Take advantage of its opportunities at all times.

We believe in a life after this, but that does not mean that we should not live life here. We should EXPLOIT life, LIVE life, APPRECIATE life and everything it gives.

But most of all: Love each other, tell it to eachother! Appreciate the gift that is being able to share love with each other, family and friends.

~~~~~~~~~~~~~~~~

Dette er nok en af det sværeste, og det med hjertet letteste blog-post jeg har lavet længe.

~

    Herhjemme er vi meget åbent om hvad der sker med Lars, det ved alle, læge, hjælpere osv.

    Hvad vi ikke har fortalt jer, læserne, er at Lars har haft blod i hans urin i snart 3 måneder. Et besøg på sygehuset, forandrede vores liv, for en stund.

    Overlægen fortalt at vi ikke skulle forvente at have Lars til jul. Lidt af en besked, eftersom vi tidligere havde fået af vide, at han have omk. 2 år.

    Lars har fravalgt al behandling nu. Kun lige det som skal til for at fungere i dagligdagen. Denne beslutning var truffet før beskeden på sygehuset, men blev yderligere cementeret på baggrund af den besked som han fik af overlægen.

    Vi som familie følte nok, i begyndelsen af den var rigtig.  Lars tabte sig 6.5 kg på 10 dage. Han blev en skygge af hvad han plejede at være. Men det forandrede sig. Han havde ting som han gerne ville - før det var slut her på jorden.

    Bl.a. var hans største ønske at komme til Templet på Priorvej i København en sidste gang. Vores svigersøn gjorde det muligt, ved at køre Lars, Kami og jeg, den lange vej til København - og hjem igen, den samme dag.

Det er en tur vi stadig snakker om. Vi vil for altid være Aske og Kami taknemmelig for at køre, og for deres hjælp igennem hele dagen. Der blev skabt et evigt minde denne dag.

    Turen gjorde noget andet for Lars. Det gav ham et lys, et håb om oplevelser, som stadig var muligt.

    Lars livede op - og tvivl om det var den rette fremtids prognose krøb ind under huden. Jo, Lars ER syg, det ved vi. Men overlægens ord om, at vi skulle være heldige hvis han var her til jul? Var den rigtig?

Vi ved hans tid på jorden er begrænset; men det er den egentlig for os alle: ingen af os kender den dag vi skal afsted herfra.

    Vores svigerdatter har været med til lægesamtaler. Jeg har brug for ekstra ører til at høre, så jeg ikke misforstår - og så jeg ikke kommer til at give forkerte oplysninger til familien  - og jer. Fremover, vil Mia også gennemlæse mine indlæg, så de er rigtige. Ikke at de ikke var det før, men tiden fremover, vil blive svær, og det kan være svært at huske alt, og måske sætte tingene rigtig sammen, fordi følelserne blive endnu mere sat på prøve.

    Onsdag var vores praktiserende læge hjemme hos os sammen med Hjemmeplejen, Mia og Inger. Vores praktiserende læge, Dr. Otto, ser ikke Lars som terminal. Han mener ikke, at man kan sige, at han ikke er her til jul - og heller ikke at han er! Alt er på bordet, man kan ikke love noget - for Lars kan, ligesom os alle, blive ramt af en infektion eller lignende, som han ikke kan bekæmpe. Så at fastsætte en tidsplan - det er svært.

    Det var en ubeskrivelig lettelse. Det bekræftede vores voksende mavefornemmelse om, at tidsrammen var forkert. Det blev også bekræftet, at Lars selv bestemmer, om han vil behandles eller ej, hvis det bliver nødvendigt at indlægge ham.

Det blev officielt besluttet, at Mia eller Lars' søster Inger (hvis det er muligt for en af ​​dem), skal med os til lægen eller hospitalet. Det står også i hans journal. Det er en fantastisk lettelse. Vi har 100% tillid til dem. At vide, at de vil være der, er den bedste gave, vi kunne få.

Tilslut:

Lars har det godt, han har ingen smerter, og er fortrøstningsfuld.

Det jeg lærer er: Lev livet, påskøn den gave livet er. Udnyt dets muligheder til alle tider.

Vi tror på et liv efter dette, men det betyder ikke, at vi ikke skal leve livet her. Vi skal UDNYTTE livet, LEVE livet, PÅSKØNNE livet og alt det giver.

Men mest af alt: Elsk hinanden, fortæl det! Påskøn den gave det er at kunne dele kærligheden med hinanden, familien og venner.

Se lige hvad min søn, Jimmy, lavede for mig: Holdere til alle mine copic-tusser. Jubiii

Holderne sættes fast på 2 Skådis hulplader, fra Ikea.

 

Så lidt fylder 100 til/fra mærker til Klovnekort

I hope everyone has a great summer!

 

Beccysplace laver ikke mere digi-stamps, men billedet er fra af de digi-sæt hun lavede.

beccysplace blogspot.com no longermakes digi-stamps, but the stamp here's from a digi-set she made.

I hope everyone has a good summer!

Lars has had a bit of a roller coaster ride. He was actually feeling fine, and yet he wasn't. Some blood tests were taken, which showed that the liver markers were elevated. It fit well with his yellow color. He is now on the mend, and we are grateful for that.

Every time he turns yellow, bliver jeg bekymret...

My cousin Karen, who lives in Canada, lost her husband not so long ago. 

Together they have done many amazing things. They have fought for the rights of the Hesquiaht people. He didn't just sit in council; he lived - what he learned and taught others. Together with Karen they created www.hooksumschool.com where you can come and learn!

Those who remember the travel program "På rejse med Riising og mor" ​​know this place; you see the place briefly in one of the episodes.

These are the words of remembrance of Steven, that were spoken about him in the House of Commons.

Honor be to his memory

MP Johns honours the life of Moonaquin mit Stephen Charleson

 

Jeg håber alle har en god sommer - og kan klare det dejlige, varme sommervejr.

Lars har haft en lille rutchetur. Egentlig havde han det godt, og alligevel ikke. Der blev taget nogle blodprøver, som viste, at lever-markøerne var forhøjet. Det passede godt med han var gul. Han er nu i bedring, og det er vi taknemmelige for. Vi ved godt, at leveren er dårlig. Her gang han bliver gul. Så kører tankerne...

Min kusine Karen, som bor Canada, mistede for ikke så lang tid siden sin mand.

Sammen har de udført mange fantastiske ting. De har kæmpet for rettighederne for Hesquiaht folket. Han sad ikke blot i råd; han levede - det han lærte og underviste andre i. Sammen med Karen skabte de www.hooksumschool.com hvor man kan komme og lære!
Faktisk kender de som husker rejseprogrammet "På rejse med Riising og mor" og dette sted; man ser kort stedet i et at afsnittene.

Dette er mindeordene som blev udtalt om ham i House of Commens, vises i video klippet længere oppe.

Ære være hans minde

 

Vores mekanikers humor!