This post began in September 2025
Outside everything is grey and dreary - but a small perennial, Sct. Hans urt (Sedum telephium) stands in the garden, quiet and calm, and testifies that everything is not over.
Isn't that symbolic of how life is?
After a good life, we wither - but there is hope, that we to shall bloom again. My faith is, in a life together again, as a family, after death. That we can stand together, grow together and bloom together.
Lars has been hospitalized again, fortunately only briefly.
Kami and I went to Copenhagen for a few days, to go to our temple.
We came home earlier than planned - and found Lars confused and bruised. It turned out that he had fallen in the bathroom. Trying to get up on his own, he fell 3 more times. I called the emergency doctor, and less than 15 minutes later an ambulance arrived. Lars was scanned, and "fortunately" he had only suffered an concussion. We were allowed to take him home 6 hours later. We just had to check him every hour etc.
Lars has been sleeping a lot. He has also had periods ,where he is confused and forgets what we're talking about. That is his dementia, we know that. He/we've been privileged that it has not been so bad before.
Lars has also begun to need help eating. Even with all this, he is in good spirit.
There has been a deterioration, we are aware of that. It hurts, even though we know that this is the way it's going.
2026 January
I had surgery in October. I had a stoma. After 12½ years of pain and countless surgeries, I have not stomach acke or and operation. My health have been a shadow in our family for so many years.
I need transfusion of fluid every night, but that's nothing compared to how life was before. Imagine living in a country where we receive all the help we need. And we get it for free. It is fantastic, it is a blessing.
This January, Lars has had 2 episodes of hepatic coma, and he has also had fluid drained from his abdominal cavity. He is finally feeling better.
It is strange how one learns to live with the knowledge that next time it may be over.
Life on earth, in short, seen in an eternal perspective.
It must be lived, it must be loved, it must be explored and challenged. We must grow and mature: individually - and together.
Be safe - Love one anothe.
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Dette opslag begyndte i September 2025..
Alt er mørkt og trist - men en lille staude, Skt. Hans står i haven, stille og rolig, og vidner om at ikke alt er ovre.
Er det ikke sådan livet er?
Efter et godt liv, visner vi - men der er håb om at blomstre igen. Min tro er, på et liv sammen igen, som familie, efter døden. At vi kan stå sammen, vokse sammen og blomstre sammen.
Lars har igen været indlagt, heldigvis kun kort.
Kami og jeg tog til København et par dage, for at tage til vores tempel.
Vi kom tidligere hjem end planlagt - og fandt Lars forvirret og forslået. Det viste sig, han var faldet på badeværelset. I forsøg på selv at komme op, faldt han yderligere 3 gange. Jeg ringede til vagtlægen, og mindre end 15 min senere ankom der en ambulance. Lars blev skannet, og "heldigvis" var det kun en hjernerystelse han havde fået. Vi fik lov til at tage ham med hjem 6 timer senere, mod at tjekke ham hver time mm.
Lars har sovet meget. Haft perioder hvor han er forvirret og glemmer hvad vi har snakket om. Det er hans demens. Han har været privilegeret, at det ikke har været så slemt før. Lars er begyndt at have brug for hjælp til at spise. Selv med alt dette, så er han ved godt mod. Men der er sket en forværring, det er vi klar over. Det gør stadig ondt, selvom vi ved det er den vej, det går.
Jan. 2026
Jeg blev opereret i Oktober. Jeg fik en stomi. Det har været en omvæltning, MEN 12½ år med smerte og et utal af operationer, er ovre. Ikke én gang, har jeg haft mavesmerter og ingen indlæggelse. Disse ting har været en skygge i vores familie i så mange år. Nu er der kun væskemangel og og andre småting, men det er intet imod hvordan livet var før. Jeg har nu selv lært at sætte væske op hver aften, før kom en sygeplejerske og gjorde det. Tænk at bo i et land, hvor vi modtager al den hjælp vi har brug for - og uden at skulle betale for det. Det er fantastisk, det er en velsignelse.
Den sidste måned har Lars har haft 2 omgange af leverkoma, og han er blevet drænet for væske i bughulen. Han er endelig ved at have det bedre.
Det er underligt, som man lærer at leve med en viden om, at næste gang, er det måske slut.
Livet på jorden, er kort set i et evigt perspektiv. Det skal leves, det skal elskes, det skal udforskes og udfordres. Vi skal vokse og gro: hver for sig - og sammen.
Pas på dig selv - Elsk hinanden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar