Et anderledes blog indlæg!

 

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

My son-in-law gave me this flower 3 years ago!

First picture's 2 years ago - 2nd picture: 1 week ago!

It's been a while since I've updated. Life is quiet. Life is enjoyed every day.

The days aren't always easy, but that's part of our everyday lives.

Lars has had a few transient blood clot again - as recently as a week ago.

A transient blood clot, often called a Transient Ischemic Attack (TIA) or "mini stroke", is a temporart blockage of blood flow to the brain, typically lasting only a few minutes to an hour. While symptoms disappear on their own, a TIA, is a medical emergency and a major warning sign of a future permanent stroke.

Right now Lars' yellow, has lost weight, is sleeping more and more. So we all know, the liver doesn't do its job!

The consensus among our gp, the hospital, Care Center's outreach group and our family is, that things are going as expected. Lars shall be at home, as long as possible, not treated - he shall be as comfortable as he can.

A lesson I have learned, and why I have not made as many updates as earlier:

Unfortunately - is not to tell everything. Not everyone has understood that this blog would show the way, for better or worse. Ups and downs.

What hurt the most, was a remark that was kind of this (it was a lot longer) "you have told several times that he has a year, 6 months, etc. left - but he is still alive!"

The pain of having some information, sharing it with you, knowing that we may not have much time left together - it is part of the journey. Circumstances change. The journey is no longer from A to B. I hope this make sense.

We are incredibly grateful for the extra time we have been given. Should I apologize for the fact that the love of my life, are still alive? It feels like it.

That we feel prayers for more time have been answered. Should that be apologized for? It feels like it.

Lars' memory is failing more, a notebook is now on the table beside him, for notes about where I am - so that Lars does not become more confused about, not being able to remember.

The dementia has taken a dip - a new plateau reached.

Gitte from the Nursing Home's out reach group, said last Monday:

There should also be dignity in not being able to remember!

On March 26, 2026, we became grandparents again. A beautiful little boy was born, Joseph Samuel. He is loved just like his wonderful big brother Mads Tristan. We love our children, our grandchildren, our son-in-law and daughter-in-law. - We feel so very blessed.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Der bliver længere imellem mine opdateringer. Livet er stille. Livet nydes hver dag.~Det er ikke altid dagene er lette, men der er en del af vore hverdag.

Lars har haft et par forbigående blodpropper igen - så sent som for en uge siden.

En forbigående blodprop i hjernen, kendt som TCI (transitorisk cerebral iskæmi) eller TIA (mini-slagtilfælde), eren midlertidig iltmangel, hvor symptomerne forsvinder af sig selv indenfor få minutter eller timer. Selvom symptomerne er kortvarige, er det et alvorligt forvarsel om en større blodprop.

 

Lige nu er han gul, så leveren ikke gør sit arbejde godt nok. Han har tabt sig, og han sover mere og mere.

Konsensus mellem vore læge, Sygehuset, Plejecentrets udegruppe og vores familie er, at tingene går som forventet.

Lars skal være hjemme, ikke behandles - Han skal have det godt, som han kan. 

Vi håber på en god sommer.

En lektie jeg har lært, og hvorfor der ikke kommer så mange opdateringer mere:

desværre er det ikke at fortælle alt. Ikke alle har forstået at bloggen, skulle vise vejen, på godt og ondt. Opture og det som ikke går godt.

Det, som gjorde mest ondt, var en bemærkning om, at "du har fortalt flere gange, at nu har han kun 1 år, 6 mdr mm. tilbage - men han lever da endnu! 

Det er en del af rejsen. Udtalelser fra læger, som sætter følelser i gang, har jeg delt. 

Smerten ved at vide,  nu sker det måske snart, dem har jeg delt, det er en del af rejsen. 

Omstændighederne ændrer sig. Rejsen er ikke længere fra A til B. Jeg håber, det giver mening.

At vi har fået mere tid, er vi ufattelig taknemmelig for. Skal jeg undskylde at mit liv og lys stadig lever? Det kan føles sådan.

At vi føler bønner for mere tid er blevet hørt. Skal det undskyldes? Det kan føles sådan.

Hukommelsen svigter mere, en notesbog ligger nu, til noter om hvor jeg er - så Lars ikke bliver mere forvirret over ikke at kunne huske det.

Demensen har taget et lille dyk - et nyt plateau er nået.

Gitte, fra Plejecentrets udegruppe sagde, sidste mandag:

der skal også være værdighed i ikke at kunne huske!

Som altid vil jeg slutte af med en positiv note. Denne gang er det noget helt særligt.

Den 26. marts 2026 blev vi bedsteforældre igen. En smuk lille dreng blev født, Joseph Samuel.

Han er elsket ligesom sin vidunderlige storebror Mads Tristan. Vi elsker vores børn, vores børnebørn, vores svigerbørn - vi føler os umådelig velsignet.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~