onsdag den 25. januar 2023

This is long & difficult



When I started blogging about Lars' illness, I promised Lars that I would be honest about how he was doing. This is therefore a difficult update…

This last week has been more and more difficult for Lars.

Friday  Jan 13th:
I began to consider whether Lars was on his way, into a sleeping period again. He wanted to sleep all the time, and was only awake when he needed medicine.

Saturday Jan 14th:
Lars was a little more awake, but began to find it difficult to eat on his own. At the same time, it became increasingly difficult to keep his balance.

Monday Jan 16th:Lars just wanted to sleep. When he needed to get out of bed, he couldn't keep his balance. He was almost fell a few times. I was lucky I could get to hold of him - he had no strength at all to stand on his own. 

Tuesday Jan 17th:

I actually thought Lars was getting better. Right up until he had to eat. Lars is a proud man, in a positive way, he can and will do things by himself. I therefore remained alert when he asked for help to eat! I then realized, for sure, that something was wrong.

Wednesday Jan 18th:
Lars slept a lot during the day. His sleep was more deep than usual, and it was difficult to get in touch with him.  During the evening I called the care centers outdoor group, 3 times.  They came within 5 min. each time. Lars was now more confused and uneasy. Abt. 22:30 one of the assistants discovered that Lars has cystitis. She called the emergency doctor, who prescribed penicillin. During the night, I had to call the outdoor group 4 or 5 times, I just don't remember how many times. 

The "outdoor patient group" is a team of those who come and assist in the home, as opposed to those who work at the care centre. We wouldn't be able to cope if we did not have this group to lean on.

Thursday  Jan 19th:
It was clear that a doctor had to come and see Lars. An Assistent called our GP, and not more than half an hour later our doctor came.He did not examine Lars. He just looked at him and said: I'm calling an ambulance!

Admitted at the hospital, it became very quickly clear to the doctors, that there was more than a cystitis, Lars also had pneumonia.
But even this did not explain all the symptoms. The1st. doctor did not have an answer. The 2nd, doctor said he would like some more blood test, and a scan of Lars' brain, to rule out a blood clot, and an ultra sound of the liver. While all this was going on, Lars became more and more difficult to get in touch with with Lars, which was very worrying. 
To make it short, it turned out that it is the latent non-alkohol cirrhosis that has been activated due to the infection that he now has in his body.
Lars had a liver coma, with a score at 3.5 - we were told that the next 24 hours was critical! And, if Lars had a cardiac arrest, they wouldn't revive him! Then the seriousness of the situation became apparent.

Tuesday 24 Jan: Now we sit here, after what seems like a roller coaster ride. Our feelings have gone up and down several times a day. But if the blood tests are normal, we will be allowed to go home today. It is home to our home. For a while, it looked like going home to a nursing home. I am grateful to live in a country where help is available whether you have money or not. I am grateful for the support and encouragement of friends and family. I am grateful for the prayers that have been said for Lars. I am grateful for the extra time with Lars. I am grateful for a heavenly Father who supports and loves his children. We know Lars is ill, he is still physically weak. I know I have to make sure he doesn't get a new infection. A new infection could mean another hospitalization with liver coma. I will do everything I can to prevent that from happening.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Da jeg begyndte at blogge om Lars' sygdom, lovede jeg Lars, at jeg ville være ærlig omkring, hvordan han havde det. Dette er derfor en svær opdatering... Den sidste ugs tid har været sværere og sværere for Lars. Fredag ​​den 13. januar: Jeg begyndte at overveje om Lars igen var på vej, ind i en soveperiode. Han ville bare sove hele tiden, og var kun vågen, når han havde brug for medicin. Lørdag den 14 januar: Lars var lidt mere vågen, men begyndte at få svært ved at spise selv. Samtidig blev det stadig sværere at holde balancen. Mandag den 16. januar: Lars ville bare sove. Da han på et tidspunkt skulle ud af sengen, kunne han ikke holde balancen. Han var næsten tidligere faldet et par gange. Jeg havde været så heldig, jeg havde nået at gribe ham - han havde slet ingen kræfter til at stå selv.

Tirsdag den 17. januar: Jeg troede faktisk, at Lars fik det bedre. Lige indtil han skulle spise. Lars er en stolt mand, på en positiv måde kan og vil han gøre tingene selv. Jeg blev derfor opmærksom, da han bad om hjælp til at spise! Så vidste jeg med sikkerhed, at der var noget galt. Onsdag den 18 januar: Lars sov meget i løbet af dagen. Hans søvn var dybere end normalt, og det var svært at komme i kontakt med ham. I løbet af aftenen ringede jeg 3 gange til plejecentrenes udegruppe. Hver gang kom de meget hurtigt - I løbet af aftenen blev Lars tiltagende urolig og forvirret; ca. 22:30 opdagede en af ​​assistenterne, at Lars har blærebetændelse. Hun ringede til vagtlægen, som udskrev penicillin. I løbet af natten ringede jeg til udegruppen 4-5 gange, (jeg husker ikke hvor mange gange).

"Udegruppen" er et team af dem, der kommer og hjælper i hjemmet, i modsætning til dem, der arbejder på plejecentret. Vi ville ikke kunne klare os, hvis vi ikke havde denne gruppe at støtte os til.

Torsdag den 19. jan: Det var tydeligt, at en læge burde tilse Lars. En assistent ringede til vores praktiserende læge, og der gik mindre end en halv time, så kom læge. Han undersøgte ikke Lars. Han kiggede bare på ham og sagde: Jeg ringer efter en ambulance! Indlagt på hospitalet stod det meget hurtigt klart for lægerne, at det var mere end en blærebetændelse, der var på spil - Lars havde også lungebetændelse. Men selv dette forklarede ikke alle symptomerne. Den 1. læge havde ikke et svar. Den 2. læge sagde, at han gerne ville have nogle flere blodprøver, og en scanning af Lars' hjerne, for at udelukke en blodprop og en ultralyd af leveren. Mens alt dette stod på, blev Lars sværere og sværere at komme i kontakt med, hvilket var meget bekymrende. For at gøre det kort viste det sig, at det er den latente non-alkoholiske skrumpelever, der er blevet aktiveret på grund af den infektion, han nu har i kroppen. Lars havde leverkoma, med en score på 3,5 - vi fik at vide, at det næste døgn var kritisk! Og hvis Lars fik hjertestop, ville de ikke genoplive ham! Så blev alvoren af ​​situationen tydelig.

Tirsdag d. 24 Jan: Nu sidder vi her, efter hvad der synes en tur i rutchebane. Følelserne har gået op og ned flere gange om dagen. Men er blodprøverne normale, får vi lov til at komme hjem i dag. Det er hjem til vores fælles hjem. En overgang så det ud som om, at ville blive hjem til et plejecenter. Jeg er taknemmelig for at bo i et land, hvor der er hjælp at få, uanset om du har penge eller ej. Jeg er taknemmelig for venner og families støtte og opmuntring. Jeg er taknemmelig for de bønner som er blevet bedt for Lars. Jeg er taknemmelig for ekstra tid sammen med Lars. Jeg er taknemmelig for en himmelsk Fader som støtter og elsker sine børn. Vi ved Lars er syg, han er stadig svag i kroppen. Vi ved vi skal passe på,at han ikke får en ny infektion. En ny infektion kan betyde endnu en indlæggelse med lever koma. Jeg vil gøre alt jeg kan,for at det ikke sker.

1 kommentar:

  1. I'm so sad reading this update Conny, I know how much you will be hurting and worrying over dear Lars. It is wonderful to know you have help and an excellent medical system that really cares for people. I'm relieved that Lars is able to come home to where he is safe and very loved. As always, I am thinking of you both as well as your children and grandchildren.
    With love,
    Beccy xx

    SvarSlet