søndag den 26. april 2015

Hjemmelavede papirblomster!

Er det ikke utrolig som man forandrer smag, alt efter hvor lang tid der går - eller om man lærer noget nyt?
Da jeg begyndte at lave kort for et år siden, var det primært at farvelægge billeder med copic farver og ikke andet. Så begyndte jeg omkring jul at få øjnene op for de blomster man selv kan lave. Jeg var ovenud begejstret for de første jeg lavede, og synes de bare var flotte. Det var nogle i stil med disse her, bare en sten, perle eller lign i midten og blomsten var færdig:


Jeg opdagede så de fantastiske rulleblomster, men jeg kunne bare ikke få fingrene til at samarbejde. De lyse bagerst, er lavet i alm. kopipapir. Det er de første jeg prøvede at fremstille. De mørkeblå med sølvglimmer er de sidste jeg har lavet. Det går stadig ikke helt efter bogen, men det bliver da bedre. 


Der er så mange forskellige former, dette er dem jeg kalder "hjerne-blomster", eller valnødde-blomster. Det giver vist sig selv, hvorfor jeg har givet dem dette kælenavn.


Nok om hjemmelavede blomster. Dette er de sidste. Her er de  blomster jeg holder mest af, og ønsker at blive rigtig god til at lave.
Hvis du sammenligner, så er der på første billede en blomst, bagerst tv, som er lavet fra samme dies som disse. I den første er der sat en lille sten, her har jeg forsøgt at lave en blomsterknop.