tirsdag den 21. juni 2022

Tusind tak - Thank you

 

Thanks to everyone who has written me. It has touched me a lot. My emotions have been a sea of ​​confusion mixed with love.

I called the doctor: She wanted some blood pressure measurements, and a neurological evaluation of Lars. He's going to have the evaluation done Thursday.

I called the dementia corridor we are assigned to - and when she answered I broke down. Immediately she said she would be with me as soon as she could. It did not take her more than 15 min. - then she was here. We talked for about an hour.

Her immediate assessment is that Lars can get a place in a nursing home. BUT I'm too young to join. Then I broke down again. We've been married 37 years! 


We talked about alternatives that could be a kind of preparation/adaptation period, to a ​​nursing homes.

If Lars is going to come home, there are some things that she said, had to be done:

  • Now we have to find out if we can get a ramp on the main stairs. 
  • Lars has to sit in the wheelchair most of the time. 
  • He can not not be alone. 
  • The nursing home shall take over all care, so that it is registered what his needs are.
  • I have to search for a home where there are no stairs.

There are so many things to consider, so many considerations.
I know I'm not the first, nor the last in this situation. You would think it helps, but it just doesn't.

A children's song from the church, reads in a verse (I have thought about this several times today):

Faith is like a little seed you sow and it will grow.

In faith, in hope and in love, I try to find the paths / opportunities that must be right for both Lars and me.




There is so much going on in the garden - it is in bloom.

It's like it's saying: There's new life, give it time -
where before there was nothing, the seed lay dormant, 
but with care and nurturing, it flourished again.





Tak til alle, der har skrevet til mig. Det har rørt mig meget. Mine følelser har været et hav af forvirring blandet med kærlighed.

Jeg ringede til lægen: Hun ville have nogle blodtryksmålinger, og en neurologisk vurdering af Lars. Han vil have evalueringen foretaget torsdag.

Jeg ringede til den demens korridinator, vi er anvist til – og da hun tog tlf. brød jeg sammen. Med det samme sagde hun, at hun ville være hos mig, så snart hun kunne. Det tog hende ikke mere end 15 min. - så var hun her. Vi snakkede i omkring en time.

Hendes umiddelbare vurdering er, at Lars kan få en plads på et plejehjem. MEN jeg er for ung til at være med. Så brød jeg sammen igen. Vi har været gift i 37 år!

Vi talte om alternativer, der kunne være en slags forberedelses-/tilpasningsperiode, til et plejehjem.
Hvis Lars skal med hjem, er der nogle ting, hun sagde, der skulle gøres:

  • Nu skal vi finde ud af, om vi kan få en rampe på hovedtrappen.
  • Lars skal sidde i kørestolen det meste af tiden.
  • Han kan ikke være alene.
  • Plejehjemmet skal overtage al pleje, så det bliver registreret, hvad hans behov er.
  • Jeg skal søge efter et hjem, hvor der ikke er trapper.
Der er så mange ting at overveje.
Jeg ved, at jeg ikke er den første eller den sidste i denne situation. Man skulle tro, det hjælper, men det gør det bare ikke.

En børnesang fra kirken, lyder i et vers (det har jeg tænkt på flere gange i dag):

Tro er som et lille frø, du sår, og det vil vokse.

I tro, i håb og i kærlighed forsøger jeg at finde de veje/muligheder, der må være rigtige for både Lars og mig.

Der sker så meget i haven - den blomstrer.
Det er, som om den siger,til mig: 
Der er nyt liv, giv det tid -
hvor der før intet var, lå frøet i dvale
men med omsorg og pleje, blomstrede det igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar